Naturvidenskaben og åndsvidenskaben

 

 
Klik og få symbol-forklaringen!

Nedenfor er et par eksempler på Martinus' sammenligning mellem naturvidenskaben og åndsvidenskaben:

“På disse to videnskaber er der den forskel, at medens den materielle videnskab kan forstås og accepteres med intelligensen og derved blive til realistisk kendsgerning, kan åndsviden­skaben absolut ikke accepteres med intelligensen alene, selv om nævnte bevidsthedsegenskab naturligvis udgør en stor medvirkende faktor. Her skal for det første en meget høj udviklet humani­tets- eller kærlighedsevne til og dernæst den for den kosmiske sansning uundværlige intuitionsevne.

Har man den højere udviklede kærlighedsevne og den heraf følgende tilsvarende intuition, kan man opleve tingene for sit eget vedkommende som absolut kendsgerning, selv om man ikke er i stand til at kunne forklare tingene og gøre dem til kendsgerning for andre, således som tilfældet er med den materialistiske
videnskab.

Oplevelsen af åndsvidenskaben som kendsgerning er derfor i stor udstrækning automatfunktion. Den er en åndelig eller psykisk gave, der som en mental kraft overskygger væsenets bevidsthed, medens den materialistiske videnskab derimod kun er et resultat af viljemæssig forskning, eksperimentering og iagttagelse. Man forstår derfor, at meget fremtrædende videnskabsmænd, der er kapaciteter i material forskning og viden, undertiden ignorerer åndsvidenskaben som fantasi, som spekulation og digt”.

Livets Bog 7, stk. 2535


"Vi har lært, at for at man intellektuelt kan orientere sig i den fysiske verden med dens mangfoldige naturlove, må man have en videnskab, gennem hvilken man lærer disse love at kende for i praksis at kunne udfolde et liv og en skabelse i overensstemmelse med lovene. På grund af menneskenes efterhånden stadig mere udviklede tænkeevne, som er en åndelig kraft, lever disse mennesker lige så meget i en åndelig verden, nemlig tankens verden, som i den fysiske.

For at kunne orientere sig i denne åndelige verden, som også har mangfoldige love, må mennesket også have en videnskab, gennem hvilken det kan lære disse love at kende for at overholde dem. Det er en sådan hjælpende faktor, der gives menneskene gennem den moderne åndsvidenskab, som omsat i praksis af stadig flere og flere mennesker i øst som i vest vil være grundlaget for en ny verdenskultur, hvis motto vil være "enhver er sin næste nærmest".

En sådan kulturs mennesker vil ikke flygte ud i ensomhed, selv om de til tider vil nyde at være alene. De vil heller ikke søge at komme til at tilhøre en lille flok af "frelste" eller "udvalgte" og mene, at alle andre er fortabte til "helvedes evige ild". De vil vide, at "helvede" er den verden af krig, hævn, had, bitterhed, misforståelser og selvskabte lidelser, menneskene sår og høster liv efter liv, så længe de ikke lever efter den universelle lov, næstekærlighedsloven.

Træningen i at leve efter denne lov er den eneste virkelig vej til freden i en verden, hvor det bedste i østens og vestens kultur kan forenes. Da flygter man ikke bort fra denne verdens "jammerdal" i en alt for ensidig meditation på det åndelige, og man glemmer heller ikke den åndelige virkelighed og dens love for alt det, der foregår i den fysiske verden."

Uddrag fra artiklen "Døende kulturfaktorer". Kosmos nr. 17/1971